Open Source CMS vinder frem i Afrika

26. FEBRUAR 2026
TYPO3 Association har med et klart fokus på bæredygtighed igangsat et initiativ der skal hjælpe udviklingslande med organisering af den digitale udvikling. Initiativet varetages af TYPO3 Community Expansion Committee (T3CEC), der arbejder med udbredelse TYPO3 World Wide. I denne sammenhæng, står de bland andet for at understøtte opbygningen af offentlig og privat digital infrastruktur til formidling af information og selvbetjeningsløsninger i lande med begrænsede ressourcer.
Projektledelse over landegrænser
For T3CEC er det en non-profit ambition om, at hjælpe med udbredelsen af digitale services og information via en platform, der kan anvendes i mange forskellige sammenhænge, baseret på kendt og sikker teknologi udviklet på TYPO3 CMS. Den overordnede rolle er derfor at facilitere projekter og hjælpe med at finde finansiering, blandt andet gennem Verdensbanken og GIZ (Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit GmbH), med henblik på at etablere lokal udvikling både online og fysisk.
I processen med design og udvikling af de digitale platforme, uddannes lokale aktører i systemerne og deres muligheder. Ambitionen er at projekterne opnår en lang levetid gennem lokale forankringer i løsningerne. Derfor er målet også, at landene står for implementering og selv varetager videreudvikling og drift på baggrund af de rammer, T3CEC og andre samarbejdspartnere har været med til at etablere.
Hastig digital udvikling
På trods af fortsat begrænsede ressourcer i dele af udviklingslandene accelererer den teknologiske udvikling. Der er derfor store krav til både offentlige institutioner og private aktører, som kan have svært ved at følge med. De standardiserede webløsninger har vist sig som en vigtig løsning, og særligt open source CMS og TYPO3 spiller en central rolle.
En af de første projekter blev iværksat i Rwanda, hvor der på 5 år er udviklet mere end 250 hjemmesider, alle baseret på TYPO3 platformen. Blandt disse er også Rwandas officielle regeringshjemmeside. For at fodre og samtidig imødekomme efterspørgslen, rejser medlemmer af T3CEC rundt til konferencer verden over, hvor de er i dialog med repræsentanter og beslutningstagere fra The Global South. Herfra fortælles om stor interesse hos regeringsmedlemmer fra blandt andre Papua New Guinea, Benin, Zimbabwe, Côte d’Ivoire, Mali og Ghana.
Rwanda som foregangsland
Rwanda var en af de første lande til at vise interesse og commitment, og størstedelen af bæredygtighedsinitiativet udspringer derfor af samarbejde med organisationer herfra. En struktureret og gennemtænkt tilgang med fire centrale elementer har været med til at sikre den store udvikling og udbredelse:
- Kunden skal være stor nok og forpligte sig til projektet, så der skabes et bæredygtigt og gensidigt samarbejde.
- Der skal være penge til at udvikle, vedligeholde og hoste løsningerne. T3CEC hjælper her med at finde ekstern finansiering.
- Lokale medarbejdere skal have de rette færdigheder til at understøtte og drifte platformen samt bruge den til gavn for kunderne.
- Platformen må ikke være en begrænsning, og TYPO3 Association støtter derfor med træning og løbende uddannelse, således projekterne kan drives lokalt og fortsætter non-profit.
De fire forudsætninger er med til at sikre, at projekterne i landene opnår den succes, som de har fået indtil videre. Samtidig er de en del af den erfaring, som tages med videre i nye projekter både i Rwanda, men også i andre udviklingslande.
Teknologien der møder efterspørgslen
TYPO3 CMS er ideelt til udbygning af den digitale infrastruktur for offentlige organisationer, hvor det er nødvendigt med websites, der fungerer, er standardiserede og samtidig kan specialiseres og skaleres. Den modulære opbygning og muligheden for at have flere websites under samme administration, gør det muligt at lave alsidige løsninger med stabile og hurtige workflows. TYPO3 kan håndtere store brugere, redaktører, datamængder og høj trafik, hvilket derfor også sikrer, at de digitale platforme kan vokse i takt med behov og tjenester. Det er netop nogle af disse kvaliteter, som appellerer til det stigende behov i de afrikanske lande.